Sejlads med partner m/k
i det græske øhav
Bliv bedre til at sejle sammen.
Vil du lære at sejle sammen med din partner eller sejlermakker?
Eller vil I blive endnu bedre til at sejle sammen?
Tag din partner eller sejlermakker m/k med til det græske øhav
og få en unik sejladsoplevelse sammen.
_edited.jpg)
Vi sejler fra Lefkas Marina og ud i den Ioniske bugt omkring øerne Paxos, Antipaxos, Lefkas og Meganisi.
Her får I en unik sejladsoplevelse i det græske øhav og undervisning i praktisk sejlads på netop jeres niveau.
Togt i 2026
Pris
Kr. 13.500, - /pers.
Betales i 3 rater:
Rate 1 på 3.000, - kr. betales senest 14 dage efter tilmelding.
Sejladsområde
Grækenland
Den ioniske bugt:
Paxos, Antipaxos, Lefkas og Meganisi
Denne tur er for jer, der sejler sammen, og som ønsker at få trænet jeres færdigheder og erfaringer, så sejlerglæden og sikkerheden højnes ombord. Måske har I egen båd og har glæde af at få bedre styr på ansvar og opgaver for både skipper og gast.
Turen er for jer, der gerne vil forene læring med aktiv sejlerferie, blåt hav og fællesskabet ombord.

Undervisningen omhandler:
-
Færdigheder og erfaringer med sejlføring - både de basale og de avancerede
-
Manøvreøvelser - I lærer, hvordan I stopper båden, bakker, og hvordan I vender båden på en bådslængde samt hvordan I udnytter vindens påvirkning af skroget ved tillægninger.
-
Kommunikation ombord - vi erstatter råb og "gæt-hvad-jeg-tænker" med håndtegn, så I lærer at kommunikere tydeligt og konstruktivt
-
Sikkerhed er det vigtigste ombord - I lærer sikkerhedsprocedurer vedr. brand, MOB (man-over-board), 1. hjælp, evakuering og nødkommunikation
-
I lærer også regelmæssig gennemgang af skibets sødygtighed og motorservice
-
I lærer at træde ind og ud af skipperrollen og det ansvar, der følger med.
-
Skippers 1. prioritet er altid besætningens tryghed og trivsel og gastens vigtigste opgave er at være skippers "bedste ven". Det får I masser af værktøjer og erfaringer med på denne tur.
I får, efter en uge ombord, en masse ny viden, erfaringer og oplevelser, som gør jer til dygtige sejlere og gør glæden ved sejlads endnu større.

Vi sejler i en ca. 50 fods moderne lystbåd med op til 5 kahytter og plads til 4 par og jeres skipper. Her bor vi ombord på båden, og alle indgår som en del af besætningen med skipper som instruktør.
Sejlads- og rejseplan
Fredag:
Vi flyver om eftermiddagen fra Billund eller Aarhus direkte til Preveza. Ved tilmelding får du tilsendt flytider og anbefalinger til booking.
Når vi ankommer til Lefkas Marina indkvarteres vi den første nat på hotel.
Lørdag:
Kl. 8.30-9.30: Morgenmad.
Vi gennemgår sikkerhedsprocedurer og klargøring frem til frokosttid.
Du og den øvrige besætning nyder et par timer i Lefkas, mens skipper tjekker ind på båden.
Vi indkvarteres på båden, så snart alle formalia er i orden, og det forventes, at vi kan sejle ud af havnen om eftermiddagen.
Turen går til en dejlig ankerbugt på vestsiden af Lefkas, hvor vi øver os i at lægge anker, bader og snorkler.
Vi er på skift i kabysvagt to og to sammen. Kabysholdet laver morgenmad og aftensmad til den øvrige besætning. Under morgenmaden smøger vi selv madpakker, som vi spiser under sejladsen.
Kabysholdet står klar med aftensmad, når ankeret ligger godt og de har fået en velfortjent dukkert.
Søndag:
Morgenmad og sejladsplanlægning kl. 7-8.
Vi skal ud på en længere dagstur på ca. 35 sm mod Antipaxos, så der bliver masser af mulighed for at øve sejlføring og navigation.
Kabysholdet står klar med aftensmad, når ankeret ligger godt og de har fået en velfortjent dukkert.
Mandag:
Morgenmad og sejladsplanlægning kl. 7-8.
Vi bliver omkring Antipaxos og Paxos og bruger dagen på bådhåndtering og bliver efterhånden bedre og bedre til at kommunikere som en besætning. Vi smider ankeret i endnu en af de smukke bugter og bader og snorkler.
Ankertillægninger er ofte med landliner eller støtteanker, så nogle af os arbejder på ankerspillet, én står ved roret, nogle er i gummibåden med landliner og andre står klar til at modtage tovet og fiksere båden. Det er en fornøjelse, når vi arbejder som et team, og vi ender med at ligge trygt og godt i en smuk bugt.
Kabysholdet står klar med aftensmad, når ankeret ligger godt og alle har fået en velfortjent dukkert.

Tirsdag:
Morgenmad og sejladsplanlægning kl. 7-8
Vi bruger formiddagen på sikkerhedsprocedurer og hygge ombord.
Efter frokost tager vi ankeret og sætter kurs mod Lefkas. Vi har fokus på sejlføring, sejltrim og øver os i at læse vejret på vandet. Vi lægger til i Vasiliki bugten på sydsiden af Lefkas og nyder aftenen i den hyggelige gamle fiskerby.
Vi lukker kabyssen og går på Taverna
Onsdag:
Morgenmad og sejladsplanlægning kl. 7-8
Vi fortsætter vores gennemgang af sikkerhedsprocedurer ombord.
Resten af formiddagen hygger vi ombord og nyder byen i Vasiliki.
Efter frokost lægger vi fra og øver havnemanøvre og bådhåndtering.
Vi finder herefter en rolig bugt i nærheden og nyder aftenen med en dukkert og en skøn middag fra dagens kabyshold.
Torsdag:
Morgenmad og sejladsplanlægning kl. 7-8
Vi tager atter ankeret og øver igen bådmanøvre.
Vi holder en pause og smider ankeret sidst på formiddagen. Over middag sætter vi atter kursen mod nord og lægger ankeret for natten i en lævendt bugt ved Meganisi.
Kabysholdet står klar med aftensmad, når ankeret ligger godt og alle har fået en velfortjent dukkert.
Fredag:
Morgenmad og sejladsplanlægning kl. 7-8
Vi nyder morgenen og tager os god tid til en sidste badetur i det klare vand, inden vi sidst på formiddagen skal retur mod Lefkas Marina og runde turen af.
Smørselv sandwich inden afmønstring.
Ca. kl. 18.30 afmønstring og afgang mod lufthavnen. Vi flyver mod Billund og Aarhus med ankomst sidst på aftenen.
Bemærk: En sejler laver en plan A, men har altid en plan B og C - primært pga. vejret. Derfor kan der meget let komme ændringer til programmet. Det har hidtil aldrig betydet noget for oplevelsen, hvilken vej vi sejler mellem øerne. Derimod har vi altid haft en unik, storslået og fantastisk oplevelse i den ioniske bugt.
Pris og tilmelding
13.500, - kr./pers.
Betales i 3 rater.
Rate 1: 3.000,- kr.
(betales senest 14 dage efter tilmelding)
Prisen for en uge med Sejlads m. Partsner m/k er inklusiv:
-
undervisning i praktisk sejlads i min. 25 timer
-
indkvartering på båden
-
en overnatning i delt dobbeltværelse fra fredag til lørdag på hotel i Lefkas inkl. morgenmad
-
fuld forplejning ombord på båden
-
håndklæde og sengelinned på båden
-
crew-shirt med dit navn
-
rejseservice - bl.a. hjælp til booking af flybillet, svar på dine spørgsmål, online besætningsmøde forud for rejsen mm.
Prisen er eksklusiv:
-
flybillet, I booker selv tur/retur. (Når du tilmelder dig, får du en anbefalet afgang, der passer med programmet. (Vi flyver vi fra Billund eller Aarhus til Preveza. Priserne varierer fra ca. 2.800,- kr. afhængig af bookingtidspunkt)
-
transport t/r lufthavn
-
middag på taverna
-
evt. dykkertur eller andre selvvalgte aktiviteter
-
evt. leje af redningsvest
Har du lyst til at komme med på Sejlads m. Partner m/k, så tilmeld dig og din partner m/k ved at udfylde formularen herunder.
Jeg glæder mig til at byde jer velkommen ombord.
Din skipper og instruktør
Susan Sørensen

Jeg hedder Susan Sørensen, og jeg har sejlet hele livet. Faktisk er jeg født på dækket af en ombygget fiskekutter, som min far satte sejl på. Han insisterede på at slæbe min højgravide mor med på vandet på terminsdagen. Så en varm julidag i 1972, mens min mor sad på dækket og nød solen og havde et øje på min halvanden år gammel bror, der legede i en sandkasse, der om sommeren var fyldt med vand, kom jeg til verden på dækket af den sejlende kutter med skipper-far som fødselshjælper. Siden har jeg sejlet både tursejlads og kapsejlads i mange forskellige bådtyper, og i de senere år er jeg blevet bidt af at være sejlerinstruktør og underviser i teoretisk duelighed. Jeg er i øvrigt også uddannet lærer og har undervist unge og voksne i rigtig mange år. Jeg elsker at sejle! Og jeg elsker at dele ud af min viden og glæden ved at sejle. Derfor arrangerer jeg sommertogter og kurser, så du bliver klædt på og får mod til at taget roret i egen hånd og sejle ud - måske i din egen båd. Min ambition er at se flere duelige kvinder sætte sejl, stå ved roret og tage skipperrollen på sig. Det giver mig den ultimative følelse af frihed at slippe fortøjningerne og mestre at stævne ud og komme sikkert frem til en ny og spændende destination. Den glæde vil jeg gerne give dig mulighed for at opleve.
Båden vi sejler i
_jfif.jpg)
Vi skal sejle i en moderne lystyacht på ca 50 fod med op til fem dobbeltkahytter og toiletter. Der er klædeskabe til vores tøj og god plads i salonen. I kabyssen er der køleskab, komfur og ovn og alt, hvad vi skal bruge af udstyr og cockpittet rummer god plads til alle. Båden har også en bimini, en gummibåd og en dejlig badeplatform agter, så det er nemt at komme i vandet, når vi bader. Langt de fleste tilmelder sig alene og vi er derfor oftest alle nye ansigter for hinanden, når vi påmønstrer, men vi kommer meget hurtigt til at lære hinanden godt at kende. Dels gennem de fælles opgaver, vi har ombord, og dels fordi du deler kahyt med en af de øvrige besætningsmedlemmer. Vi har hver en kabysvagt, en rengøringsvagt og selvfølgelig opgaver, når vi sejler båden. Du får på den måde et godt indblik i livet ombord på en båd og vil opleve et unikt fællesskab, som giver os nogle enestående oplevelser. Billederne ovenover giver dig et indtryk af den båd, vi sædvenligvis sejler i.
