Reunion for "Løse hunde"
Ugetogt i Kroatien
Den 28. august - 5. september 2026
Denne uge er en reunion primært for alle jer, der var med ombord på S/Y Dima I i uge 22, 2025. Og jeres skipper er overvældende beæret over at samle jer igen til nye eventyr på vandet.
Denne gang går turen til Kroatien, hvor vi flyver til Split og påmønstrer i Trogir Marina.
"Adriaterhavet omkring Split er berømt for sit krystalklare blå vand - og områdets skærgård er berømt for sin skønhed i hele Middelhavet. Langs Kroatiens kyst findes mere end 1000 øer, og det dalmatiske ø-hav omkring Split er den mest berømte og populære destination for sejlferie. Nogle af områdets øer er store og dækkede af skov med århundredgamle historiske byer, slotte og fæstningsværker på højdedragene samt spændende butikker og fremragende restauranter. Andre øer er vilde, isolerede og ubeboede og alle har de suveræne ankerpladser"
Sejladsområdet bliver langs den centrale dalmatiske kystlinie, hvor mere end 30 øer venter på at blive udforsket heriblandt Solta, Hvar, Brac og Vis. Vi skal besøge gamle historiske byer og lægge anker i uberørte bugter med glasklart vand og hvide strande. Som altid ligger vi en plan A, som ofte bliver til en eventyrlig og spændende plan B.
Herunder kan du se området som vi skal sejle i.
Vi lejer denne gang en katamaran med en stor salon og 4 kahytter, hvor I bor to og to sammen med jeres makker. Her er god plads på dækket, i cockpittet for og bag og ikke mindst i kabyssen. Det er en rigtig "levebåd" og meget velegnet til sejlerferie og ankerliv. Billederne herunder giver et indtryk af båden.




Pris: 12.500, - kr
Prisen for en uge i Kroatien er inklusiv:
-
undervisning i praktisk sejlads i min. 25 timer
Undervisningen i praktisk sejlads tilrettelægges ud fra dit niveau, så uanset om du er ny eller erfaren sejler, bliver der masser af mulighed for at øve sig i havnemanøvre, sætte sejl, navigere og øve sig i rollen som skipper og gast. -
indkvartering på båden
-
fuld forplejning ombord på båden
-
håndklæde og sengelinned på båden
-
crew-shirt med dit navn
-
rejseservice - bl.a. hjælp til booking af flybillet, svar på dine spørgsmål, online besætningsmøde forud for rejsen mm.
Dertil skal du selv betale for:
-
flybillet, du booker selv tur/retur.
Når du tilmelder dig, får du en anbefalet afgang til Split, der passer med programmet.
Priserne varierer fra ca. 1.000,- kr. afhængig af selskab, afgang og bookingtidspunkt. -
transport t/r lufthavn
-
middag på taverna
-
evt. dykkertur eller andre selvvalgte aktiviteter
-
Evt. leje af redningsvest
Har du lyst til at komme med til Kroatien, så tilmeld dig ved at udfylde formularen herunder.
Jeg glæder mig til et gensyn med dig og de andre "Løse Hunde".