top of page

Sejladsplan i

Thailand 2024

Sejladsruten ved Thailand starter syd om Phuket og ud i Andamanhavet. Vi lægger ud med et par lange stræk, inden vi anduver Surin ø-gruppen, som byder på et af verdens smukkeste dykkerspots, hvor vi med snokel kan få nogle helt unikke oplevelser. Surin er en beskyttet nationalpark og der venter fantastiske snorkeldyk på farverige koralrev, havskildpadder, klovn fisk og mange andre fascinerende havdyr. På Surin bor en gruppe af Moken-folket, et oprindeligt nomadefolk, der lever af fiskeri og salg af kunsthåndværk til besøgende som os. Vi lejer en Longtail og sejler på besøg i deres landsby.

 

Efter dette helt særlige besøg på Surin lægger vi kursen sydover og kaster anker ved Similan-øerne. Similan er kåret som et af verdens 10 smukkeste øer og ikke uden grund, for her er vandet så glasklart, at man kan se det farverige maritime undervandsliv fra dækket. Øerne er velbesøgte af dagturister, men som sejler i ankerbugten, har vi det eksklusive privilegie at have øerne for os selv morgen og aften og udsigten til solens op- og nedgang er helt ubeskrivelig smuk. 

Turen går videre mod syd og ind i Thailandsbugten. Vi skal anduve Phi Phi øerne - et tropisk paradis, som du måske har set i filmen The Beach med Leonardo De Caprio. Her er en fan­tas­tisk natur med im­po­ne­rende kalk­stens­bjerge, klipper og huler og ikke mindst kridhvide sand­strande med krys­tal­klart vand. Vi lader ankeret gå i en stille bugt og nyder igen godt af det frie sejlerliv, der giver os unikke øjeblikke med snorkling, vandring og smukke udsigter.

I Phang Nga bugten kaster vi anker mellem de skulpturelle limstens klipper. Vandet har en fascinerende smaragdgrøn farve og her venter endnu engang snorkeloplevelser, du sjældent vil glemme. Vi besøger også her en landsby med deres karakteristiske pælehuse. Kystfolket er imponerende dygtige til at fiske og vi skal selvfølgelig købe af deres fangst. 

 

På denne tur får du set Thailand på en måde, som er ganske særlig. Du får som søfarende et indblik i Thailands utrolig smukke natur og kultur, når vi anduver øerne og ligger beskyttet og uforstyrret i bugterne. Vi vil ofte have solopgangen for os selv og du vil se solen gå op og ned over steder, der kun er muligt for søfolk som os.

Turen er også tilrettelagt sådan, at vi skal lære at sejle båden sammen som en besætning og du får, som altid hos Sejler Med Kvinder, mulighed for at stå ved roret, lægge anker og sætte en kurs. Du lærer også om sikkerheden ombord, som er fundamentet for gode oplevelser. Du lærer derfor en masse om at sejle og uanset om du har sejlet før eller ej, er du meget velkommen ombord.

Vær opmærksom på at programmet er med forbehold for ændringer. Vejrmæssige og klimatiske forhold kan også medføre ændringer i programmet.

Vil du med?

bottom of page