Det tager du med dig...
Kære skipperinde.
Efter næsten en uge ombord på S/Y Obelix forventer jeg, at du går du fra borde og har bestået praktisk duelighed.
Du vil have fået et rigtig godt indtryk af livet ombord på en båd og en del erfaringer med at manøvrere en båd, som du er klar til at bygge videre på. Du vil vide, hvad der forventes af dig som skipper og gast på en sejlbåd og du vil vide, hvordan du og en besætning færdes sikkert på vandet.
Din mobiltelefon vil helt sikkert være fyldt med billeder af den smukke natur af det helt fantastiske Lillebælt og minde dig om en uforglemmelig uge i et kvindeligt fællesskab, hvor vi sammen har nydt naturen, øvet os, taget fat, fået ømme muskler, grint, måske fældet en lille tåre af glæde eller frustration, men du er kommet igen og følt glæden og sejren, når det lykkedes.
Du vil have mærket friheden, når du står med roret i hånden og mærket, hvordan styringen er din og måske vil du huske, at en tanke strejfer dig: Hvordan tager jeg egentlig styring i mit liv?
Du vil længe huske duften af den friske havluft og fornemmelsen af sol og salt på huden og den vil minde dig om, at livet kan forme sig i retning af drømme, når vi tør tage beslutninger, bevæge os ud på gyngende grund, arbejde i fællesskaber og passe på hinanden.
Jeg glæder mig til at have dig med ombord!
De bedste sejlerhilsner
fra din skipper,
Susan Sørensen