Sejladsplan til
Caribien og
de Dansk Vestindiske Øer
Vi sejler primært mellem øerne Tortola (BVI), Jost Van Dyke (BVI), Sct. Croix (USVI), Sct. Thomas (USVI) og Sct. John (USVI).
Vi ankommer med fly til Saint Thomas (USVI) lørdag, den 8. februar.
Derfra skal vi videre med færge til marinaen i Road Town på Tortola (BVI). Vi flyver over USA for at få et visumstempel i passet, så vi frit kan sejle mellem den britiske og amerikanske del af Jomfruøerne.
Når vi påmønstrer båden, skal vi indkvartere os, spise, hygge os og slappe af efter flyveturen.
Turen starter søndag formiddag, så snart vi er klar og første tur er en kort tur til en smuk ankerbugt med mulighed for at lære båden at kende og svømme og snorkle.
Herefter sejler vi til Jost Van Dyke, hvor vi vænner os til azurblåt hav, klart vand og farverige fisk.
Vi udklarerer fra BVI og sætter kursen mod Sct. John, som er en usædvanlig naturperle, hvor havskildpadder, rokker og farverige fisk er tydelige i det krystalklare vand. De fantastiske ankerbugter overgår fantasien og der venter overvældende oplevelser. Der er også rig mulighed for at tage på opdagelse i levn fra danskertiden i dansk Vestindien og se den imponerende sukkermølleruin, Annaberg.
Herefter skal vi ud i passatvinden og sejler de 40 sømil til Sct. Croix. Det er på denne tur, vi håber at få følgeskab af delfiner, flyvefisk og måske endda grindehvaler. Vi ankommer til en smuk ankerbugt i Christianssted, hvor vi skal udforske byen og øen.
Der vil være mulighed for at tage en turbåd til tropeøen Buck Island, et fantastisk smukt koralrev, et af verdens mest fascinerende og farvestrålende dykkerområder.
Efter tropeøen sættes kursen mod Sct. Thomas og Charlotte Amalie - vi skal se den fascinerende by, på rundtur på øen og igen udforske vores forfædre fra kolonihistorien fx ved at se Fort Christian.
Turen slutter med et besøg på Virgin Gorda, hvor vi skal se The Baths og fx besøge The Spanish Town.
På hele turen ser vi os umættelige i det krystalklare vand, de smukke bugter, det imponerende liv under vandet og de gæstfrie lokalbefolkninger.
Du skal forvente, at her får du en oplevelse for livet, som du aldrig vil glemme. Du bliver en helt særlig del af en besætning, som vil give dig nogle unikke øjeblikke.